onsdag den 23. maj 2012

Hvad er en karakter? Hvad er en udtalelse?

Jeg havde en interessant dag i dag.
Det er altid en god dag, når man kan stoppe op og tænke: "Der lærte jeg sgu noget nyt". Specielt når man kan sige, at man på denne dag lærte en anden noget nyt.

Jeg snakkede med min sære og abstrakte tysk- og kontaktlærer om karakterer. For hvad er en karakter egentlig? Er det en forlængelse af menneskelig natur og hakkeorden, eller er det at sætte mennesker i en (ufortjent) boks?

For: Karakterer og præstationspres er noget man skal lære, i en verden der er globaliseret i højere grad, og i virkeligheden en forlængelse af hvordan vi ser os selv og hinanden. Det er en forstærkelse af en kultur, hvor verden er lille, men vi stadig har brug for at ensrette vores standarder, og kunne vælge ud efter samme standard.
Det er en konkret ting, der ikke kan misforståes og/eller bøjes til fordel for enkeltpersoner. Man kan ikke løbe fra, at der står 4, 7, 10 eller 12 på karakterbladet. Og man har dermed helt faste pejlemærker for, hvor meget der skal til for at opfylde de krav, som fx en skriftlig opgave består af.

Imod (og for udtalelser): Det er at sætte mennesker i bås. Mennesker er meget mere end et tal, og de er ikke konkrete eller unuancerede. Man kan forskellige ting, og det skal der være plads til i verdenen. Vi må vurdere mere på personlige egenskaber, for det er dem vi skal besidde.
Man er bedre tjent med en udtalelse, fordi sproget er nuanceret og beskriver bedre end et tal.
Der ligger meget tankevirksomhed bag en karakter, og derfor kan man lige så godt skrive tankevirksomheden med.

Jeg er for karakterer. Jeg kan godt lide at have et konkret pejlemærke at gå efter, når jeg skal opfylde en opgave. Jeg går ind for, at det at kunne handle under præstationspres er noget man SKAL KUNNE, og man kan lige så godt lære det i skolen. Jeg tror på, at man er mere effektiv hvis man kan handle under pres.

Jeg er for karakterer fordi sproget kan manipuleres. Det kan være svært for en anden lærer at tolke, hvad den forrige lærer mente med "middelmådig" og ord er utrolig magtfulde. Hvis man bruger dem korrekt kan man nærmest få guld ud af lort, eller hvad man kan sige.

På den anden side tror jeg på, at mennesker kan og skal kunne noget forskelligt alle sammen, og det skal der selvfølgelig være plads til. Vi kan ikke allesammen være jurister, opfindere og bankmænd. Verden kan ikke fungere uden buschauffører, skolelærere, håndværkere osv.

Jeg kan sagtens se, at hvis vi brugte flere udtalelser ville vi nok ikke have fænomenet pacing, og måske ville skoleeleverne, hvis forældre går op i deres karakterer, kunne slappe lidt af. For en udtalelse er, i min verden, ikke lige så seriøs og dømmende som en karakter.

Så hvor står jeg egentlig? Med et ben i hver lejr vel. Og det er egentlig også OK.

Hvorfor fortæller jeg jer dette?
Det gør jeg, fordi man på efterskole lærer at reflektere. Man lærer at det er OK at ændre mening en gang imellem. Man har et standpunkt til man tager et nyt.
På efterskole har man LOV til at tage sådanne diskussioner med sine lærere. Og nogle gange synes de måske endda, at det er spændende.

Tak Ann, for at rokke ved min overbevisning. Det har gjort min horisont bredere, og måske endda også din. Tak efterskole, fordi jeg får lov at gøre det.

(og undskyld Ann, at jeg kaldte din holdning åndssvag. Men det var den for mig på det tidspunkt.) ;-)

@Lærke



Ingen kommentarer:

Send en kommentar