Hvorfor har du valgt din efterskole?

Jeg ved hvorfor jeg har valgt min.

ADVARSEL: Hvis du hader heste, eller får det dårligt når nogen taler passioneret om deres interesse, så KIG VÆK NU!

Jeg tror dette blogindlæg kræver en forklaring. Her for nyligt var jeg på en sommerferieaktivitet der hed "En duft af Pony". Det gik kort og godt ud på, at man mødte op på den lokale rideskole mandag-fredag, og lærte at strigle, sadle, trække og red en lille smule. Langt under mit normale niveau, men det var også mest for at være sammen med ponyerne, at jeg meldte mig til. Her havde jeg en oplevelse, som mindede mig om, hvorfor det er lige er min efterskole, jeg har valgt at kaste min kærlighed over.

Mig om min fars' kærestes' datter (de bor sammen) var røget sammen på en 142 cm fukspony ved navn Duncan. Han var besværlig: Tjattede efter os med benene og bed efter os, når vi skulle strigle og løb meget hurtigt tør for tålmodighed, prøvede at stikke af når vi ville lægge hovedtøj på, smuttede konsekvent ind i andre ponyers bokse hvis han fik chancen, men var i bund og grund meget sød.
Efter at have striglet den første dag skulle vi lægge hovedtøj på (her var det lige ved at gå galt, for Duncan havde regnet ud hvordan man åbner en sikkerhedskarabin) og komme op i ridehuset for at gennem-trække en besindighedsbane. Her skulle vi stå i kø, og det indeholder en del "start/stop". Min fars' kærestes' datter havde svært ved at stoppe Duncan når han først begynde at gå, og beskrev ham som en "stærk pony". Jeg overtog, og huskede noget jeg havde læst i en Horsemanship-bog. Nemlig, at hesten er meget opmærksom på rytterens kropssprog. Så jeg begyndte at læne overkroppen meget frem når jeg skulle gå, og meget tilbage når jeg skulle stoppe. Og i løbet af ikke specielt lang tid behøvede jeg næsten ikke andet end at læne mig tilbage for at Duncan stoppede op, selvom der var meget afstand til den næste pony.

Denne historie er relevant fordi min efterskole har en hestelinie, hvor de inddrager meget Horsemanship, og det har været en medvirkende faktor til at jeg valgte netop DEN. Jeg er fascineret af Horsemanship, og ville meget gerne have en chance for at praktisere det. Jeg tror ikke på den gamle opfattelse af, at man skal være den dominante figur i sit forhold til hesten. Jeg synes ikke man bestemme over den, man skal vise den, hvad man gerne vil have den skal gøre, og derefter lære den det, så blidt og stressfrit for begge parter som muligt. Hesten skal ikke se mennesket som "førerhesten", men i stedet være venner med det.
Det smukke ved et forhold mellem en hest og en rytter, er ikke en hest der går perfekt til biddet, men en hest der udstråler glæde, tryghed og tillid, og en rytteren ligeså. Det lyder måske som "new-age hippie crap", men det virker, og jeg synes det er dét, alle ryttere skal stile imod - ikke de store medaljer til konkurrencerne.

I det store og hele er budskabet vel, at man skal vælge en efterskole, med nogle ideologier, man kan relatere til, og ikke tænke: "Ah, det går nok alligevel". Jeg tror fx ikke jeg ville vælge en meget kristen efterskole, for selvom jeg er konfirmeret, anser jeg mig selv om ateist.
Ligeledes med hestelinier: Jeg ville aldrig vælge en linie, der stred mod mine principper, selvom de havde de bedste heste i landet. For mig er det vigtigt at se, at hestene ser glade, sunde, og veltilpasse ud.

Pasta!