Et indlæg om indlæg

OBS: Dette indlæg indeholder mildt sprogmisbrug og anbefales ikke, for folk der ikke kan tåle at høre lidt bandeord.

Det er næsten en måned, siden jeg har skrevet noget på bloggen.

Ups.

Derfor sætter jeg nu er mål, som jeg nok burde have sat mig i starten af året. Jeg vil blogge min. 1 gang om ugen resten af efterskoleåret, og hvis jeg glemmer det, skal jeg blogge alle dage den næste uge, eller i mangel på tid må I læsere finde på en straf til mig. Hæng mig op på den!

Jeg synes det efterhånden er blevet svært at skrive noget rigtig interessant og vigtigt på bloggen. Jeg har kun små hverdagsanekdoter, der ikke er videre spændende for andre end mig og mine efterskolevenner. Men sådan er efterskolelivet faktisk. Man har en masse sjove øjeblikke, men når man så kommer hjem og fortæller det, mens man griner så meget, at man bliver helt hysterisk, så kigger folk bare mærkeligt og ryster på hovedet.

Jeg går ofte ind på min blog og åbner et nyt indlæg, men går hurtigt væk, fordi jeg ikke kan finde på noget at skrive.

Jeg kunne fx sagtens fortælle jer, at nede på efterskolen siger vi: ”Fucking Enhjørning”, når noget er godt, ”Møgfisse” når vi ”synes mindre godt om” samt ”det’ rart” eller ”det’ mindre rart”, men det er bare ikke VIGTIGT.

Hvad er så vigtigt? Jamen de ting, jeg i virkeligheden gerne vil skrive, er vel lidt om, hvilke følelser man ramler ind i på sådan en efterskole. Og her kan jeg fortælle, at det er sgu hele spektret. Jeg har været glad, vred, grædefærdig, overlykkelig, trist, hyper, træt, overtræt og alle sammen på en gang. Efterskolen er virkelig et år, hvor man lærer sig selv og sine reaktioner og følelser at kende.

Jeg har også lært at sige fra, når jeg synes noget er ”for dårligt”. Jeg har lært at argumentere og holde fast, også selvom det er voksne jeg argumenterer imod. Jeg har oplevet, at man får mere ud af at være rationel og saglig end at sige: ”Jamen det er jo fucking uretfærdigt, det magter jeg altså bare ikke!”.

Jeg har lært at det er sjovt at være anderledes, og jeg er blevet mere sikker på mig selv i alle sammenhænge. Jeg har lært at kaste mig selv ud hvor jeg ikke kan bunde, og det nyder jeg.

Måske er jeg ved at blive lidt nostalgisk, eller hvad man kalder det. Der er 6 uger igen. 6 sølle uger!

Men jeg lever videre. For mig er det ikke vigtigt hvor meget tid der er tilbage, det er bare vigtigt om jeg har det godt lige nu, der hvor jeg er. Og det har jeg i den grad. Det andet betyder ikke noget.

Jeg håber I nyder sommeren,

Lærke :-)